Mange af os mener at vi er fremragende skribenter. Men hvad hjælper det hvis vi ikke kan få nogen til at læse de mange bogstaver, ord og sætninger vi bare SKAL have ud.
Da jeg i sin begyndte at læse dansk på Københavns Universitet, var det egentlig bare for at få papir på det som jeg allerede synes jeg var rigtig god til. Nemlig at skrive. Derfor var chokket stort første gang en af mine tekster blev smidt op på et lærred og dissekeret af en lærer.
Jeg tror i virkeligheden ikke at jeg adskilte mig særlig meget fra mange af dem der gennem årene har deltaget på mine kurser. De mener selv at det er gode til at skrive, og har også en stor interesse for sprog. Og mange af dem ER også rigtig gode. Derfor bliver vi tit enige om at der måske var en kollega eller to som ville have noget mere gavn af kurset.
Men når det er sagt, så er der mange fællestræk mellem mine kursister og mig selv for efterhånden temmelig mange år siden.
Det som springer mig i øjnene på stort set hvert kursus, er overflødig snak. For mit eget vedkommende kan jeg tydeligt huske vendingen ”I denne opgave vil jeg undersøge…”. Jeg tror det var det første eksempel min sproglærer hev frem.” Hvorfor vil du ikke stå ved hvad du laver?”, spurgte han mig. Jeg lignede vist et stort spørgsmålstegn. Men da han så skrev. ”I denne opgave undersøger jeg…” kunne jeg godt se hvad han mente. Der var ingen grund til at beskrive min intention når jeg i stedet kunne beskrive min handling.
Senere da jeg havde fået suget meget mere viden til mig, fandt jeg ud af at jeg godt kunne skære sætningen endnu mere til og skrive, ”Her undersøger jeg…”, for læseren vidste jo godt at det var en opgave han sad med.
Journalisterne har et begreb der hedder ”kill your darlings”. Det var det jeg skulle lære dengang. Og det er noget af det jeg i dag lærer videre. Skær nu overflødig information væk, og sørg for ikke at lade sproget løbe af med dig. Jeg vil påstå at enhver tekst vil have godt af at blive reduceret med 1/3. Først der vil selve essensen i teksten blive tydelig. Måske er det overdrevet, og måske gælder det ikke for alle typer af tekster, men det gælder for mange. Sikkert også for dette blogindlæg.